Frivilligt arbejde

[Lorine]

Solen stod højt på himlen denne eftermiddag da Lorine gik ned af gaden. Hun var i godt humør, det var hun næsten altid, men hun følte sig altid en anelse ekstra gearet op, når hun fik chance for at hjælpe eller støtte en af hendes mange sager. Og der var nok at vælge af. I dag galt det om at råbe op og skabe opmærksomhed på emnet truede dyr i Sydamerika. Lorine havde derfor, i dagens anledning, taget en hvid T-shirt på, med et billede af abe, som var blevet trykt specielt til de frivillige, der ville deltage og hjælpe til. Aben forestillede den truede dyreart, som levede udelukkende i regnskovene i Sydamerika. T-shirten var stor, alt for stor til hende, men det havde hun selv valgt. Hun havde stoppet T-shirten ned i sine shorts, der nåede op til hendes navle, og lidt over. T-shirten var hvid, og shortsene lyse cowboyshorts, som hun selv havde klippet fra bukser til shorts. Derfor han der også lidt trevler hist og her ned langs hendes ben.r
Hun havde bare ben, og nogle gamle, slidte tennissko på, den engang havde været hvide. Hun havde dække sine arme med armbånd, og påført sig sin sædvanlige make-up. Knaldrøde læber, et påmalet modermærke over læben, lidt eyeliner og til sidst lidt øjenskygge. Håret var mørkeblond og kortklippet, det gik hende til lige omkring kæben, og i dag sad det strittende mod venstre.
Over skulderen havde hun en skuldertaske, gul med sort strap. Der var malet og tegnet forskellige symboler på tasken, og ud af den stak en plakat, der var rullet sammen.
Lorine drejede om hjørnet lidt længere nede, og nåede endelig ned til en mere bred vej, og lidt længere nede af den lå Millenium Brooklyn Highschool, der var hendes mål. De unge mennesker der havde godt af at blive råbt op, og de stakkels aber kunne virkelig bruge al den støtte de kunne få.
Lorine smilte stort da hun kunne høre lyden af en klokken der ringede enten til time eller ud. Nu måtte hun gøre sit bedste for at tale abernes sag, og hun var sikker på, der nok skulle være nogle unge mennesker, der ville lytte.

[Wes]

Wes bukkede sig ned for at stramme snørebåndene på sine sko en ekstra gang da han nåede ud af døren fra skyskraberen. Det var endnu en varm dag i New York, og Wes havde tænkt sig at udnytte vejret og sin fridag på noget udendørsmotion denne gang, frem for et træningscenter. Han havde sorte shorts på, den nåede ned til knæene næsten, grå løbesko og en grå tshirt, der sad tæt over hans brystkasse, men en anelse løst ellers. Hans hår var skubbet tilbage som det plejede, og på hans højre overarm sad der en holder spændt fast, med en iPod.
Wes hoppede ind i sin sølvgrå porche, bilen han brugte når han ikke var på arbejde, og satte kursen ned af 5th avenue. Han var ikke meget for at løbe omkring herinde, det var stort set umuligt med alle de mennesker og biler. Han ville længere ud, han plejede at køre hen til områder han normalt ikke kom så meget i, for netop at lære dem at kende. I dag gik turen til Brooklyn.
Wes parkerede bilen, steg ud og stoppede høretelefonerne i ørene. Han havde fundet en parkeringsplads nede langs en utrafikeret vej, i et pænt kvarter, bilen holdt i skyggen af nogle store træer, der var plantet langs vejen, og Wes følte sig sikker på der ikke ville ske noget med den her.
Med høretelefonerne i ørene, telefonen sat på lydløs og bilnøglerne sikkert i lommen, satte han i et let tempo ned af vejen.

[Lorine]

Det så ud til at have ringet ud til den store spisepause på skolen da Lorine nåede skolens front. Hun vidste præcis hvad hun måtte og ikke måtte, hun havde lavet den her form for frivilligt arbejde mange gange før, og hun elskede det lige højt stadig.
Henne ved skolen stoppede hun op på modsatte side af vejen, ved en lygtepæl. Her satte hun sin skuldertaske fra sig, fiskede sin plakat og noget tape op fra tasken og nynnende satte hun plakaten op. Et par elever siddende på græsset på skolens areal, lige overfor hende på den modsatte side af vejen betragtede hende, og holdt øje med hende mens hun fik plakaten op. Da Lorine vendte sig om fangede hun deres ansigtsudtryk, de så ud til at gøre grin med hende, men hun skruede bare op for sit smil og vinkede til dem.
Fra sin taske tog hun nogle foldere op, også med billeder af aberacen.
Så går det løs, jeg skal nok få overtalt nogle, og selv hvis jeg ikke skulle, så går de hjem og fortæller deres forældre og andre venner om det. Der skal nok komme opmærksomhed på emnet fortalte hun sig selv, og i næste øjeblik gav hun sig til at vifte med folderne, mens hun højt begyndte at tale om truede dyr, og vigtigheden af netop denne abes overlevelse.

[Wes]

Wes drejede rundt om et hjørne, og nåede ud på endnu en bred vej, en bil passerede ham i et roligt tempo. Alt lod bare generelt til at foregå i et roligt tempo i det her område. Og med sådan et vejr her lige nu, så var det ganske fornøjeligt at være her. Sådan som her er nu, sådan kunne jeg sagtens sælge et hus eller to her uden problemer tænkte han for sig selv mens han passerede nogle nydeligt klippede græsplæner.
Lidt længere henne så han skilte mod en skole, og fulgte dem. Det var lang tid siden han selv havde gået i highschool, sådan føltes det ihvertfald, så han fik pludselig lyst til at se skolen her.
Da han nærmede sig skolen kunne han høre en kvindestemme der stod og råbte, og kort efter fik han også øje på hende. En ung kvinde i shorts og tshirt, men lidt af frisure. Hvad er det hun siger, red aberne? han fik øje på en plakat bag pigen, et billede af en abe.

[Lorine]

"Tag ansvar, støt de truede dyr!" kaldte Lorine, og rakte en folder ud til en kvinde, der kom gående forbi med sin lille hund. Kvinden tog imod folderen høfligt, men med et blik Lorine kendte for godt. Hun vidste udmærket, at mange smed deres foldere ud, så snart de så en skraldspand, eller efterlod folderen i bunden af en taske, og glemte alt om den.
Lorine spottede en ung mand, der kom løbende. Han havde høretelefoner i ørene, det havde de fleste løbere, så Lorine stilte sig for at krydse mandens vej, så han blev nødt til at forholde sig til hende. Det var godt nok et lidt satset trick, en del blev sure over en sådan handling, og undgik da så først for alvor hende, men hun satsede alt for at hjælpe dyr.

[Wes]

Wes satte farten ned, og stoppede få skridt efter da kvinden var trådt ind foran ham. Høfligt tog han høretelefonerne ud af ørerne, selvom han godt kunne høre hende ellers. Hun så en anelse spøjs ud, vildt og uregerligt hår, markant make-up og en tøjstil der lignede noget fra 70'erne.
Han så påtvunget, venligt på hende, og ventede på, at hun ville lade sin salgstale begynde. Han kunne let være løbet videre, men han kunne godt undvære nogle minutter og lade pigen tale sin sag. Det var trods alt relevant at vide, om der tit var sådan nogle mennesker her på gaden hvis han skulle til at sælge her i området.
Hans brystkasse hævede og sank sig markant mens hans puls langsomt faldt. Det var ikke fordi han var vildt forpustet, men han havde løbet et godt stykke nu. Han vidste hans tøj bar præg efter motionen, han kunne mærke sin tshirt klæbe svedigt til hans ryg og brystkasse.

[Lorine]

Lorine sendte manden et stort smil da han stoppede, "må jeg låne et øjeblik af deres tid? Det drejer sig om liv og død for en vigtig dyrerace, der virkelig kunne bruge noget hjælp" begyndte hun, ivrig var hun, men hun vidste også, at hun havde en autentisk stemme, der virkelig viste, at hun gik op i det her og mente det. Det havde et par gange kommet hende til gode, at folk kunne se hun virkelig gik op i det her.
Derfor talte hun roligt, men intenst. Hun knugede sine foldere i hænderne, hun rakte en frem mod ham et øjeblik efter. Hendes røde negle dækkede over det første bogstav i teksten 'STØT JORDENS TRUEDE DYRERACER'.
Lorine kunne huske hendes besættelse af dyr havde startet som helt lille, den havde stort set altid været der, men nu var det blevet hendes mission at forsøge at redde dem, frem for bare passivt at erklære, at hun elskede dem. Ord er ikke nok, der skal handling til.. tænkte hun mens hun sendte manden endnu et smil.

[Wes]

Wes gengældte kvindens smil, og tog roligt, dog lidt usikkert imod den folder hun rakte ham, han kunne vel godt undvære et par minutter. Han havde ikke tænkt sig at købe noget eller melde sig ind i noget, men den unge kvinde havde et eller andet over sig, der gav ham lyst til at høre på hende. Han så høfligt på folderen hun havde givet ham, han bemærkede hurtigt hendes meget røde negle da hun gav ham folderen, og han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over hvordan det et eller andet sted passede godt til hele hendes udseende. Det mindede ham om en restaurant han tit var kørt forbi der hvor han boede før. Den havde sådan et retro tema, den restaurant, og kørte tit med tema-dage. Et eller andet sagde Wes, at den unge kvinde her ville have elsket den restaurant.
Han lod blikket hvile på folderen, den så meget uprofessionel ud, men omvendt var det også med til at understrege, at de her mennesker virkelig gik op i dyrene, og ikke alt muligt andet.