Welcome to the city

[Alice]

Ali greb en gratisavis fra én af de standere, hun i farten kom forbi. Drømmen om at bo i storbyen var i den grad blevet virkeliggjort. Men den var ikke helt så perfekt, som hun havde håbet på. Virkeligheden var i hvert fald slået ind samtidig med hendes drømme var blevet slået tilbage. De penge, hun havde sparet op da hun boede hjemme, var allerede brugt. Faktisk havde hun lige nu 40 dollars tilbage til at leve for. Hun havde 30 dage til at få sparet penge sammen til hendes husleje, selvom hun utroligt gerne ville have et andet sted at bo. Hendes lejlighed var utroligt lille og snusket. Den havde gule, beskidte vægge og bestod kun af ét rum. Badeværelset måtte hun dele med 7 andre lejligheder i bygningen. Det var langt fra sådan hun havde forestillet sig det ville være at flytte ind til byen, men hun var også for stædig til at give op med det samme. 
Ali var stadig ikke kendt i kvarteret, men hun vidste, der lå en Coffiebean længere nede ad gaden, så der var hun på vej ned. Hun ville bruge formiddagen på at granske avisen igennem for jobtilbud, så hun kunne få sig en indkomst af den ene eller anden slags. Ali havde erfaring som servitrice, så det var lidt noget i den boldgade, hun ville stile efter.
Døren til caféen knirkede let i hængslerne, da hun åbnede den. Duften af besk kaffe ramte hendes næse allerede inden hun var trådt helt indenfor. Men på trods af den utiltalende duft, gik hun alligevel op til disken og bestilte en kop sort kaffe. Hun forsynede sig med en håndfuld plasticemballerede mælk, inden hun satte sig ved et bord nede i hjørnet. Det var det eneste, der var ledigt. Hun satte sig på stolen op ad væggen, tog en slurk af sin kaffe og foldede avisen ud, mens hun ledte efter jobsektionen. Hun fandt en kuglepen frem fra sin skuldertaske og gav sig til at sætte ring om alle de steder, der kunne have interesse for hende. Af og til hævede hun dog blikket fra avisen og gav sig til at betragte de mennesker, der kom og forlod caféen. Hun fokuserede dog mest på avisen. Hun kunne jo ikke regne med, der ville dumpe én ind ad døren, og tilbyde hende et arbejde. 

[Calla]

Calla skubbede døren op til den Coffiebean der lå nærmest KittyCat. Selv om hun havde været oppe hele natten og en god del af dagen forinden, kunne det ikke ses på hendes udseende. Make-uppen sad stadig som den skulle, selv om den var falmet lidt i løbet af natten, håret havde en sexet pjusken over sig og tøjet, som der så oftest, ikke var ret meget af sad hvor det skulle.
Hun gik med målrettede skridt op til disken og sendte bare damen bag disken et blik, inden der kom en kop med sort kaffe til hende. De kendte hende her, faktisk kendte de, de fleste af KittyCats arbejdere her på stedet. Hun betalte og så sig om efter et sted at sidde. Nede i hjørnet var der en enkelt plads ledig og hun nappede koppen i en hurtig bevægelse og styrede der hen. Der sad ganske vidst en blondt spirevip og gloede i avisen, men Calla skulle bare sidde ned. Hun skubbede stolen væk fra bordet og satte sig med et svagt suk.
Hun var lige kommet fra arbejde af og stedet havde været fyldt til renden. Det havde været en af de virkelig gode aftener og nede i hendes taske lå der en god bunke penge. Hun havde endda fået betalt overarbejde, da det ikke havde været hendes tur til at arbejde til den lyse morgen, men hun var og blev populær. Så bossen havde tigget og bedt hende om at blive et par timer ekstra, de timer var så blevet til lukketid, hvilket var grunden til Calla nu sad på Coffiebean, i stedet for at ligge hjemme i sin seng. Hun var heldig nok til at jobbet som stripper og den side indtægt hun fik via spil var mere end rigeligt til at betale for en af de bedre etværelses lejligheder i Brooklyn. Det var ikke en af de bedste og slet ikke en af de værste, men lige midt i mellem til en orden pris.
Hun tog en tår af sin kaffe og nød den langsomme bølge af koffein der spredte sig fra bare en tår. Hun betragtede den blonde pige der sad på den anden side af bordet. Hun sad og tegnede i avisen, eller slog ring om en del ting. *Ny pige.. Sikkert fra landet.* tænkte hun, da de fleste der var på denne Coffiebean så tidlig var stamgæster.

[Alice]

Ali løftede kort blikket, da endnu en gæst kom ind på caféen. Hun betragtede pigen lidt med et hævet øjenbryn, men valgte dog hurtigt at vende blikket mod avisen. Allerede på sin korte tid i New York havde Ali oplevet mange underlige typer. Uden for hendes lejlighed stod en flok "piger", der forsøgte at lokke andre mænd i fordærv. De virkede flinke, men Ali måtte indrømme at deres offensive attitude skræmte hende en anelse.
Ali hørte godt stolen foran hendes bord blev rykket ud, men hun valgte ikke at reagere på det. I stedet fortsatte hun med at sætte ring rundt om de forskellige jobtilbud, der tiltalte hende. Ikke at der var mange af dem, men der var dog nogle enkelte steder, der manglede en ny servitrice. Der gik dog ikke lang tid, før hun pludseligt hørte personen, der havde sat sig over for hende, sige noget om hende. Ali nåede ikke rigtigt at tænke, før hun svarede. "Ja, jeg er fra landet." svarede hun og sendte hendes bedste smil til pigen. Hun virkede ikke umiddelbart som en af den type piger, Ali havde hængt ud med hjemme i Iowa. Hun virkede meget mere .. dominerende. På en måde i hvert fald. Ali bed sig i læben. Det gik op for hende, at hun ikke var sikker på, at pigen overhovedet havde sagt noget højt. Hastigt fandt hun sin mobil frem, tastede et nummer fra avisen og ringede op. "Hej, jeg ringer angående Jeres annonce i avisen. Mit navn er .. Nej .. Nå da .. Ja okay. Farvel igen." Slukøret lagde hun telefonen på bordet og satte et kryds over én af annoncerne. Hun sukkede en gang og tog en tår af sin kaffe.

[Calla]

Selv om kaffen ikke var specielt god på sådan en Coffiebean nød Calla nu den flydende koffein. Selv om hendes evne gjorde at hun havde en hel del fysiske fortrin frem for almindelige mennesker, kunne hendes muskler stadig blive ømme efter flere timers dans. Hun kunne mærke at hun sikkert nok ville kunne få en del kort og mønter til at eksplodere endnu, men hun trængte til at komme hjem i seng og se dyner før hendes evne var på toppen igen.
Hun tog en tår og ligesom hun fjerner koppen fra munden igen svare den blonde pige på den konstatering hun havde lavet i tankerne. Calla drejede sit hoved imod pigen i en hurtig bevægelse og gennemborede hende med de brune øjne. Hun var ikke et sekund i tvivl om pigen på den anden side af bordet var mutant, ligesom hende selv. Blondie sad og smilede sødt, inden hun begyndte at virke nervøs og hurtig fik hevet sin mobil frem. Alt det her undrede Calla. Pigebarnet havde jo selv åbenlyst brugt sin evne og nu virkede hun total ude af den. Hun lænede sig lidt ind over bordet og hvilede sine albuer tæt ved kanten. ”Det der, skal du passe på med her i storbyen, Blondie.” hendes stemme var tilpas lav, men alvoren og en meget svag undertoner af en trussel slog klart igennem. Imens denne sætning blev sagt, dappede Calla let sin højre pegefinger imod tindingen for at understrege hvilken del hun talte om.
Selv skammede Calla sig på ingen måde over hendes evner, hun brugte dem når det var nødvendigt og også gerne på andre tidspunkter. Den eksplosive effekt kunne være yderst nyttig. Men hun havde ingen intentioner at springe ud af skabet som mutant. Hun havde hørt rygterne om hvad der skete med mutanter der havde taget springet.

[Alice]

Ali bemærkede godt Callas undertone, men hun flyttede ikke blikket fra hendes øjne af den grund. Hun lod blikket hvile i Callas, men efter lidt tid begyndte hun dog at ryste på hovedet. Hun lænede sig tilbage på bænken og slog endeligt blikket væk. "Jeg ved ikke hvad du taler om." svarede hun nonchalant og tog endnu en tår af sin kaffe. Ali var ikke interesseret i at nogen skulle vide hvilke "evner" hun havde. For hende var det en forbandelse. Hun benægtede alt, der havde med sådanne unormaliteter at gøre. Derfor spurgte hun ikke ind til mere. Det interesserede hende ikke engang om hvorvidt Calla selv var en mutant.
Den trykkede stilhed mellem dem, gjorde Ali utilpas. Hun tog igen sin telefon op og tastede et nummer ind, inden hun løftede telefonen op til øret. "Hej, du taler med Ali Rose. Jeg ringer angående Jeres annonce i avisen .. Nej. Nej selvfølgelig ikke. Tak alligevel, farvel." Igen kunne hun slukøret lægge telefonen på bordet, og sætte et kryds over endnu en annonce. "Hvorfor skal det være så svært at finde et job .." sagde hun lavmælt til sig selv. Ali havde ikke glemt pigen, der sad over for hende, men hun tænkte lidt, at hvis hun bare ignorerede hende, så ville det være som om de aldrig havde mødt hinanden.

[Calla]

Calla rynkede brynene over pigens benægtelse. Blondie havde jo selv siddet og brugt sine evner åbenlyst, endda uden at vide om Calla selv var mutant eller ej. Hvilket pigebarnet bare kunne prise sig lykkelig for at hun var, eftersom der var en del mennesker selv her i Brooklyn der kiggede skævt til folk med fælles ’interesseområde’ som Calla og pigen. Pigen forsøgte igen at ringe til en job annonce og blev igen viftet af, typisk newyorker attitude. En langsom og ubehagelig tanke begyndte at spire i Callas baghoved. *Åh nej.. Sig ikke at..* Dette var virkelig det værst tænkelige der kunne ske for Calla. ”Shit.. Du er en undertrykker..” Ordene forlod hendes mund i et overrasket, men også utilpas tonefald.
Utrænede mutanter kunne ikke gå frit rundt. Det var regel nr. 2 i bogen. Den første var at altid skjule sine evner på bedst mulige måder og den næste var at have styr på dem via træning. Utrænede mutanter var ekstremt farlige, da evnerne oftest var tilknyttet følelser og hvis man ikke trænede kontrol, kunne ens evne bryde ud på alle tidspunkter. Alt dette vidste Calla fra personlig erfaring. Hun havde været en af de heldige der havde haft en lærer mester, men selv Callas evner havde været ustabile og en hel del ting var sprunget i luften omkring hende igennem de tidlige teenage år.
Med en hurtig bevægelse skød hun armen over bordet og greb pigen om håndleddet Grebet var hårdt, men Calla gik ikke ind for at pyldre om folk. ”Hør her Blondie. Du kan ikke gå utrænet rundt i byen, du er ikke i Kansas længere.” Hendes stemme var så lav at det kun var Blondie der kunne hører hende, men alvoren var på ingen måde blevet mindre.

[Alice]

Ali kiggede stift på pigen, da hun pludseligt sagde noget højt. Hun løftede kort det ene øjenbryn, mest fordi hun ikke helt vidste hvad pigen snakkede om. I hvert fald overbevist hun sig selv om at hun ikke anede hvad pigen snakkede om. Og selvom Ali var udstyret med en gevaldig stor tålmodighed og en ualmindelig god evne til at acceptere andre mennesker, så begyndte hende pigen at gå hende lidt på nerverne. Ali gjorde sit bedste for at være så normal som overhovedet muligt, og her sad hun åbenlyst og kaldte hende anderledes op i Alis åbne ansigt. Magen til frækhed.
Et lille chok gik gennem Alis krop, da Calla pludseligt tog fat i hende. Ali hadede når fremmede mennesker rørte ved hende, og afskyen blev tydelig at læse i hendes ansigt. "Slip mig." sagde hun per refleks inden hun rigtigt havde hørt hvad pigen egentligt sagde til hende. Men langsomt sank ordene ind, og det gik hurtigt op for Ali hvad pigen egentligt snakkede om Inden hun mærkede grebet om sit håndled løsne sig, trak hun sin arm fri og sendte pigen et stift blik. "Jeg ved ikke hvem, du tror, du er. Men du skal ikke komme og belære mig om mit liv." Der var ingen venlighed at spore i Alis stemme, og det var faktisk en usædvanlighed. Hun var ikke typen, der lod sin vrede løbe af med sig, især fordi hun vidste hendes evne ville blive lettere ustyrlig hvis hun ikke kontrollerede sig selv. Men Ali ville ikke finde sig i, at en eller anden fremmed, letpåklædt pige kom og belærte hende. Desuden brød hun sig bestemt ikke om at blive kaldt "blondie", der både var ydmygende og stereotypisk.

[Calla]

*Idiotiske pigebarn…* Callas tanker var i øjeblikket ikke synderlig pæne omkring den blonde unge pige der sad foran hende og hvis pigen endnu engang kunne trænge igennem de forstyrrende frekvenser ville hun sikkert få sig et chok over Callas ucensureret ordforråd. Calla havde kun meget sjældent mødt en der undertrykkede sine kræfter og da hun ikke var den mest pædagogiske type var det heller ikke hendes yndlings kop the at sidde her og forklare et sådan en landmands unge at her var det ikke en god idé at bruge sine evner åbenlyst.
Hun greb en af de aflange pakker med sukker, med den hånd hun lige havde sluppet Blondie med og på nanosekunder begyndte den at gløde med et svagt hvidt skær og eksploderede med et lille blop og sukkeret dryssede ud imellem fingrene på hende. ”Jeg er en mutant der ikke er meget for regeringen begynder at snuse rundt i mit område fordi en pige fra Kansas vil rende rundt og flashe sine evner.” Den lave truende tone var klar og tydelig i hendes stemme. Regeringen var ikke sjov at spøge med. De havde agenter ude med en eller anden form for maskine der kunne opfange duften eller partiklerne fra en mutant eller sådan noget. Og der blev der ikke spurgt om man ville med hjem til en kop kaffe. Og Calla ville ikke tøve et sekund med at bruge samme metode hvis det her pigebarn ikke forstod alvoren. Så røg hun med til Kokken! Den mand der havde lært Calla at kontrollere sine evner.

[Alice]

Ali kunne ikke lade være med at gøre stor øjne, da Calla demonstrerede sine kræfter for hende. Men hun fjernede hurtigt det interesserede blik og trak i stedet på skuldrene. "Jeg er ligeglad med hvad du er. Jeg kommer ikke og blander mig i dit liv." Det var tydeligt at Ali på ingen måde ville tage imod noget som helst fra denne mutantkvinde. Ali var på ingen måde interesseret i at en eller anden fremmed skulle til at bestemme over hende. "Jeg flasher ikke nogle evner og jeg kan fint holde styr på dem selv, tak." svarede hun koldt igen og vendte igen sin opmærksomhed mod avisen, hvor hun gav sig til at se jobtilbuddene igennem igen. Det var svært for hende at fokusere, mens hende pigen sad over for hende. Mest af alt ønskede Ali at hun bare ville gå sin vej.
Ali tastede endnu et telefonnummer ind på sin telefon og løftede den op til øret, da den begyndte at ringe op. Hendes blik vendte hun ud af vindet mod gaden, da hun ikke ønskede at skænke pigen endnu et blik. "Ja hallo? Hej, du taler med Ali Rose, jeg ringer angående Jeres annonce i avisen? Ja? Okay, jamen det lyder da godt. I dag? Jo, hvornår? Efter klokken halv et? Det er bare en aftale. Tak skal du have, hej hej." I et flygtigt øjeblik glemte Ali alt om den underlige pige over for og gav sig i stedet til at danse lidt stille for sig selv på bænken, mens hun smilede lykkeligt. Det ændrede sig dog hurtigt igen, da hun fik øje på pigen over for. "Antaster du altid fremmede mennesker, fordi du tror du er bedrevidende?" Det var egentligt ikke fordi Ali ville sige noget, men hendes følelser var ét stort virvar, så hun kunne ikke lige styre sig helt. Desuden brød hun sig virkeligt ikke om pigen. Overhovedet ikke.

[Calla]

Calla kunne mærke at dette idiotiske pigebarn simpelthen bare gik hende på nerverne. Hun vidste at hvis Blondie begyndte at vise sine evner her i området kom regeringen og så kunne Calla ende med at flygte over hals og hoved og hun havde det godt her. Hun elskede sit job, sin lejlighed og ikke mindst de venner der boede i nærheden.
Calla sendte hende et blik der var gået fra koldt, til brændende. Hendes røde hår var ikke bare til pynt, det temperament der oftest fulgte med farven var så sandelig også i hende, selv om hun sjældent gad hidse sig op over noget. Men det her pigebarn, kunne hun ikke udstå. En utrænet mutant, der gik rundt og brugte sine evner og var ligeglad med hun bragte alle andre i fare. ”Super meget styr på dem.” vrængede Calla og var mere end fristet til at bruge nogle af de mønter hun havde på tøsebarnet. Sådan en omgang eksploderende mønter i underhylderne var ikke noget at spøge med.
Blondie forsøgte at ignorere hende, hvilket hun sådan set godt forstod, men den blonde pige anede tydeligvis ikke hvilken fare hun kunne bringe sig selv i og ikke mindst de andre mutanter her i området. En del mutanter havde det med at søge til de knap så offentlige steder i byerne. Som f.eks. i det her område hvor man kunne være ret godt skjult i det offentlige. ”Når de ikke kan styrer deres evner og bare braser ud med hvad de læser i folks hoveder, kan jeg godt have for vane at fortælle dem de er idioter.” et flabet og ondt smil bredte sig på Callas læber. Lille Miss Kansas her var en trussel og trusler skulle uskadeliggøres på den ene eller den anden måde. ”Du er ikke i Kansas mere, her kommer regeringen og samler dig op til en lille hyggesnak i et laboratorium. Så jeg håber ikke du er bange for nåle og mænd i kitler.” En ondskabsfuld tone lå i Callas stemme. Hun var godt gal i skralden og hendes tough love koncept kom også med i puljen. ”Så hold din kæft, lige meget hvad du hører inde bag det blonde hår.”
Calla kiggede kort på den kaffe hun næsten ikke havde rørt, men hun havde ikke længere brug for adrenalinen, da vreden pumpede rundt i kroppen på hende.

[Alice]

Ali følte sig både nedværdiget og forulmepet. Hun var knapt nok lige flyttet til byen, og allerede nu havde hun møde én af de typer. Det irritererde Ali grænseløst, at hun blev talt ned til i en sådan grad, hun følte sig klar til at pakke sin kuffert og tage hjem. Men Ali havde på ingen måde i sinde bare sådan at give op, og hun fandt sig bestemt heller ikke i, at en eller anden fremmed pige skulle sidde og lege hellig. "Til forksel fra andre, der faktisk flasher deres kræfter helt bevidst." startede hun ud og sendte pigen et sigende blik, så der ikke var tvivl om det var hende, Ali mente. "Så foretrækker jeg at være helt normal og slet ikke bevidst bruge de "evner" som du kalder dem." Hun lagde tryk på evner, da hun selv anså det for en slags forbandelse. Dog kunne hun mærke en form for uro inden i, da Calla havde fortalt om ministeriet. Hun havde ikke hørt om, at de ledte efter mutanter? Og et eller andet sted ville hun gerne vide mere, men hun havde på ingen måde tænkt sig at spørge den pige, om hvad hun vidste. Ali ville egentligt gerne bare helst slippe for hende. Derfor fortsatte hun sin passante holdning, hvor hun lod som om intet af det, pigen sagde, faktiske rørte hende. "Desuden .." svarede hun i et flabet tonefald. "Jeg er ikke fra Kansas, så drop metaforen." Ali overvejede kraftigt at rejse sig og gå, men lige nu sad hun lettere fanget inde på sin plads, da lokalet var proppet og hun ville blive nødt til at bede pigen om at rykke sig, hvis hun skulle have en chance for at komme ud. Og det var slet ikke en mulighed. Ali ønskede ingen hjælp fra denne pige overhovedet. Nogensinde.

[Calla]

Det var lige før Calla fik den værste hovedpine af dette dumstædige barn, men hun vidste også at hvis regeringen kom og snuste rundt ville hun opsøge det stupide pigebarn og sørge for hun fik lært sin lektie. Calla sendte hende et blik der tydeligt sagde hun skulle passe meget på, for hun kunne sagtens få en endnu tættere forsmag på hendes evner. ”Hellere flashe for en mutant, end et random menneske.” Hun sørgede for at ligge tryk på ordet mutant, da pigen tydeligvis ikke kunne indse at hun lige netop var en mutant og ikke noget almindeligt menneske. Og det var en holdning Calla ikke kunne forstå. At benægte hvem man virkelig var, var en holdning der lå så langt fra den måde hun levede sit liv på. Hun elskede sig selv, hun skammede sig aldrig og hun vidste at hun var i centrum af sig eget liv. Dette pigebarn gemte sig for sig selv, hvilket i sidste ende kunne få konsekvenser for hendes eget helbred. Utrænede evner var farligt, både for en selv og for andre.
”Kansas eller North Dakota, same shit.” den flabede tone var ikke til at tage fejl af. Calla var født i byen og hun havde sjældent noget til over for de drømme søgende blåøjede blondiner fra landet der troede de kunne komme til New York og blive supermodeler eller berømte på ingen tid. De vågende hurtig op og så stod de modløse i en by, man måtte være stærk for at overleve i.
Calla rejste sig fra sin stol med en smidig bevægelse, hendes evner med bio-kinetisk energi gjorde hendes fysiske færdigheder en del bedre end de fleste almindelige menneskers. Hun satte begge hænder på bordfladen og nedstirrede pigen og sørgede for at resten steder fik et godt udsyn til hendes bagdel. ”Pas på men in black eller andre mutanter der heller ikke brydes sig om blåøjede tøsebørn.” Hun rejste sig og drejede om på hælende og gik et par skridt væk fra bordet. Hun stoppede og drejede hovedet og sendte hende et virkelig sødt smil, en god efterligning af det pigen havde sendt hende da hun havde læst hendes tanker. ”10pm i Bloomingdales leder efter en ekspedient. Lønnen er god, stedet er rent. Blonde piger er altid det de søger.” Hun sørgede for at meningen bag ordet blond var tydeligt sat sammen med tomhjernet gås.
Med de ord forsatte hun ud af Coffiebeanen og en hel af kunderne fulgte hende med blikket.

// Out